Blog
Indisk forretningskultur
Hierarki i indisk forretningskultur
Hierarki i indisk forretningskultur
Hierarki i samfundet
Hierarkiet i det indiske samfund er allestedsnærværende og meget synligt. Det kan ses på folks job, deres påklædning, deres transportmiddel (eller mangel på samme), hvor tykke de er og meget mere. Hierarkiet er fuldstændig accepteret og det er helt naturligt for indere at der er et hierarki. Faktisk er det svært for indere at forestille sig at "alle er lige".
Hierarki i den indiske forretningskultur
Hierarkiet i samfundet smitter af på hierarkiet i indiske virksomheder. Her er hierarkiet også en helt naturlig del. I den indiske forretningskultur kan hierarkiet - rent formelt - ses på medarbejdernes anciennitet, titel og deres rolle i virksomheden. Derudover er der en række uformelle faktorer, som spiller ind, for eksempel kan sociale kompetencer også være med til at skabe roller og hierarki i en gruppe, præcis som i Danmark. Køn kan også spille en rolle i Indien, men ikke særligt stor. Langt vigtigere er det hvilken alder man har. Der er nemlig en naturlig respekt omkring ældre i Indien.
Hierarkiet har stor indflydelse på hvad der sker i en virksomhed. Vores danske flade virksomhedsstruktur er også med til at sætte spilleregler op for hvad der sker i en dansk virksomhed. Hierarkiet i en indisk virksomhed betyder for eksempel noget for hvordan man interagerer og kommunikerer, for hvordan opgaver fordeles og for hvordan man håndterer problemer.
For en nyuddannet inder vil det ofte - på grund af hierarkiet - være helt naturligt at spørge chefen om "hvad skal jeg lave nu?", "kan jeg gå til frokost nu?", "er opgaven udført på den rigtige måde?" og meget mere. I Indien er det nemlig underforstået at chefen ved bedst og derfor har mandat til at bestemme. I Danmark - og dele af den vestlige verden - er vi vant til at den enkelte medarbejder kan bestemme mange flere ting selv.